Grænsekaos, korruption og en statsminister på flugt fra virkeligheden
Valget i Spanien udstiller venstrefløjen
Spanien har ikke haft styr på sine grænser i årevis, og i sommer så hele Europa det, da titusindvis af migranter på få dage strømmede over grænsen til Ceuta. Samtidig opholdt så mange mennesker sig i landet uden opholdstilladelse, at knap 1,2 millioner søgte om lovligt ophold, da Sánchez åbnede døren for dem i foråret. Det burde være det helt store emne, når spanierne går til valg den 29. november, men Sánchez vil hellere tale om boligkrisen, som han giver spekulation og misbrug på boligmarkedet skylden for. Boligmanglen er da også reel og gør hverdagen svær for helt almindelige spanske familier, men nogen bør da stille spørgsmålstegn ved, om det ikke netop er den slappe udlændingepolitik, der driver boligkrisen. For jeg bliver nødt til at sige det, som det er: Når en regering taler så højt om symptomet, er det fordi, den for alt i verden ikke vil tale om årsagen
Op mod 1,2 millioner ansøgninger, men hvor skal de bo?
I foråret åbnede Sánchez for, at migranter uden lovligt ophold kunne søge om opholdstilladelse i Spanien, og da fristen udløb, var der knap 1,2 millioner ansøgninger. Det er mere end dobbelt så mange, som regeringen selv havde regnet med, og langt over en halv million har allerede fået en foreløbig tilladelse til at bo og arbejde i landet.
Nu vil nogen sikkert sige, at det jo er mennesker, der allerede bor i Spanien, men det er netop pointen. Kravet var blandt andet, at man var kommet til landet før nytår og havde opholdt sig her i mindst fem måneder, eller at man havde søgt asyl før nytår, også selvom man havde fået afslag. Det er altså blandt andet mennesker, der kom til Spanien som turister og blev hængende, da deres lovlige ophold udløb, eller som havde fået nej til asyl. Hver femte ansøgning kom via asylsporet, som også stod åbent for asylansøgere, der havde fået afslag og derfor burde være rejst hjem. I stedet får de nu lov at blive, og så skal de selvfølgelig også have et sted at bo. Det presser et boligmarked, der i forvejen er på bristepunktet, og samtidig sender det et farligt signal til alle dem, der overvejer at tage turen: Kommer du bare ind og holder dig under radaren længe nok, så belønner Spanien dig med en opholdstilladelse.
Det Socialdemokratiske trick
PSOE er Socialdemokratiets søsterparti, så man kan roligt kalde dem Mette Frederiksens spanske familie, og strategien er da også til at genkende. Man kaster sig all in på symptomet, fordi det er nemt at tale om og får regeringen til at ligne en, der handler, mens man lader årsagen ligge helt urørt. I Spanien er boligkrisen symptomet, og masseindvandringen er årsagen.
Herhjemme så vi præcis det samme ved folketingsvalget i marts, hvor valgkampen endte som et svinevalg, og hvor Socialdemokratiet også kastede sig ind i debatten om grise, mens udlændingepolitikken, de høje priser og vores fejlende velfærdssamfund, som danskerne faktisk gik og bekymrede sig om, blev skubbet i baggrunden. Når man ikke tør tage de svære opgør, finder man bare noget andet at tale om.
Men jeg tror ærligt talt ikke, at venstrefløjen kan blive ved med at snyde befolkningerne på den måde. Folk kan godt se forskel på de problemer, de møder i deres egen hverdag, og de emner, politikerne forsøger at lokke dem til at tale om i stedet. Derfor går højrefløjen frem i hele Europa, for vi tager fat i det, der reelt betyder noget for helt almindelige mennesker, mens venstrefløjens konstruerede valgfortællinger ender som støj, der kun gør folk endnu mere trætte af politikere, som ikke vil lytte.
Ceuta er ikke under kontrol
I de sidste dage af juli strømmede titusindvis af migranter over grænsen til Ceuta, og siden har regeringen fremhævet, at langt de fleste er vendt tilbage til Marokko, selvom videoerne fra byen viste noget helt andet. Spørger man beboerne, lyder historien noget anderledes. Da migranterne kom, holdt de fleste butikker lukket, fordi bystyret på politiets anmodning, bakket op af arbejdsgivernes organisation, rådede dem til ikke at åbne, før sikkerheden kunne garanteres, og samtidig begyndte brødet at slippe op, og byens fester blev aflyst. På stranden ved Trampolín slog omkring 4.000 migranter sig ned i en lejr i næsten tre uger, og der opstod også mindre lejre andre steder i byen, hvor mange lokale ikke længere turde færdes. Nogle turde slet ikke forlade deres hjem i dagevis, mens der var indbrud og røverier, og nogle tør stadig ikke gå ud. Anklagemyndigheden havde pr. 31 august registreret 23 anmeldelser om seksuelle overgreb, heraf fem voldtægter. Det værste er, at regeringen var advaret om invasionen, før det skete.
Korruption helt ind i toppen
Og så er der korruptionen, som har præget hele valgperioden for Socialdemokratiets spanske søsterparti, og som går helt ind i partiets ledelse. Partiets tidligere organisationssekretær, som også var Sánchez’ transportminister, blev i juni idømt 24 års fængsel af Spaniens Højesteret, fordi han og hans nærmeste rådgiver tog imod bestikkelse i forbindelse med kontrakter på mundbind under coronapandemien. Hans efterfølger i samme toppost er mistænkt for at have styret betalingerne i et system, hvor byggefirmaer angiveligt betalte for at få store offentlige anlægsopgaver.
Oveni kommer sagen om partiets såkaldte “kloakker”, som spanierne kalder det, når et parti i det skjulte graver efter snavs på sine modstandere. Her er et tidligere partimedlem mistænkt for på partiets vegne at have indsamlet kompromitterende oplysninger om de politifolk, dommere og anklagere, der efterforskede korruptionen i PSOE. Og som om det ikke var nok, venter Sánchez’ egen hustru på en dato for den nævningesag, hvor hun blandt andet er anklaget for handel med indflydelse.
PP har nu bedt Nationaldomstolen om at sigte selve partiet for ulovlig partifinansiering, og selvom dommeren foreløbig har sagt nej og vil undersøge mere først, siger det alt om, hvor dybt problemerne stikker. Som tidligere efterforsker ved jeg, at én sag kan være et uheld, men når sagerne står i kø, er det et system. Forestil dig, at det var Socialdemokratiet herhjemme. Ville du så stadig stemme på dem?
Kan VOX redde Spanien?
For danske læsere er Vox nemt at placere, for de sidder sammen med Dansk Folkeparti i Patriots for Europe, og de er gået frem, netop fordi de som nogle af de eneste tør tale spaniernes sag. Den 11. oktober åbnede Santiago Abascal kampagnen med tre hovedkrav: remigration, national prioritet og deregulering.
Ifølge Abascal er der kommet fem millioner mennesker til Spanien på fem år, uden at boligbyggeriet har fulgt med, og når han siger, at spaniere skal komme først, kalder han det kærlighed til dem indenfor og ikke had til dem udenfor. Det kunne jeg ikke have sagt bedre selv.
Hvad siger den seneste måling?
Den seneste måling fra SocioMétrica fra den 11. oktober ser sådan ud:
PP (søsterparti til Det Konservative Folkeparti): 32,6 %
PSOE (søsterparti til Socialdemokratiet): 26,2 %
Vox (Dansk Folkepartis partner i Patriots for Europe): 18,8 %
Sumar (venstrefløj, minder om SF): 4,9 %
Podemos (yderste venstrefløj, minder om Enhedslisten): 2,8 %
PP og Vox står tilsammen til 205 af Parlamentets 350 pladser, og de regerer allerede sammen i fire spanske regioner. Alligevel vil PP ikke binde sig. Feijóo foretrækker at regere alene og har kun sagt, at han vil danne koalition med Vox, hvis tallene tvinger ham til det, og det er jo præcis det samme, vi har set i resten af Europa, hvor midterpartierne igen og igen har nægtet at samarbejde med den rigtige højrefløj. Men det ved vi jo, hvordan ender, for jo længere midterpartierne holder os ude, jo større bliver vi, og til sidst ender det altid med, at højrefløjen får mere magt.
Europa har fået nok
Spanien står ikke alene, for over hele Europa går højrefløjen frem, og det er bestemt ikke tilfældigt. De europæiske befolkninger har fået nok og vil have hjemsendelser i stedet for tomme løfter, de vil have et opgør med dyre fødevarer og med priser på diesel og benzin, der gør det til en luksus at komme på arbejde, og frem for alt vil de have trygheden tilbage i deres gader. Det mærker jeg hver eneste dag i Europaparlamentet, hvor vi bliver flere og flere og allerede har fået vedtaget en stor hjemsendelsesreform, og den 29. november kan Spanien vise resten af Europa vejen.
