Kære partifæller, kære venner

Forestil jer en tidlig morgen.
Det er mørkt. Det regner. Vi holder i en civil bil. Tre betjente, én termokande kaffe, som for længst er blevet kold, og en kollega, der har spist løgchips siden klokken fire. Så det var ikke kun sagen, der stank.

Om to minutter går vi ind.

Sådan har jeg startet rigtig mange morgener i mit liv. 19 år i politiet. Ti af dem med rockere, bander, narko og våbensmugling. Og jeg lærte én ting, som jeg aldrig har glemt:
Den største forbrydelse er sjældent den, der larmer mest. Det er den, der sker stille og roligt. Lidt ad gangen.
Mens alle kigger den anden vej.

Sagen om de forsvundne beføjelser

I marts fik jeg så nye udfordringer i Europa-Parlamentet. Og jeg tænkte: Nu er det slut med ransagninger og kold kaffe.

Det holdt i præcis fire dage.

Kaffen i Bruxelles er nemlig også kold. Men den koster 4 euro.

Og politikommissæren i mig vågnede. For jeg stod jo også midt på et gerningssted.
Sag nummer 1. Sagen om de forsvundne beføjelser.

Forurettede: Danmark.

Hvad er stjålet? Jeg læser op fra listen.

Retten til selv at bestemme over vores penge. Stjålet.

Retten til selv at bestemme over vores energi. Stjålet.
Retten til at bestemme over vores egne grænser. Stjålet.

Retten til selv at passe på vores landbrug, vores natur og vores hverdag. Stjålet. Stjålet. Stjålet.

Og hvem er de mistænkte?

Tja. De ligner ikke forbrydere. De har pænt jakkesæt på. De taler fem sprog. De har chauffør. Og de siger altid, at det er for vores eget bedste.

Men tag det fra en gammel efterforsker: De farligste tyve kommer ikke med elefanthue og koben. De kommer med en mappe på 400 sider og siger: “Bare skriv under her. Og her. Og her. Og her.”

Banko i Strasbourg og en tom kagedåse

I Europa-Parlamentet stemmer vi nogle dage om flere hundrede ting på en formiddag. Man sidder og trykker ja, nej, ja, nej, så hurtigt, at man skulle tro, man var til bankospil i Vinderup Hallen.

Forskellen er bare, at til banko vinder man en kurv med rødvin og flæskesteg. I Strasbourg risikerer man at miste sin selvbestemmelse.

Og deres fremgangsmåde er faktisk ret smart. De tager aldrig det hele på én gang. De tager en lille bid. Et direktiv her. En forordning der.

Det er lidt ligesom til jul, når jeg har lavet hjemmelavet julekonfekt. Så går børnene i kagedåsen, og der forsvinder lidt efter lidt – og til jul er dåsen tom.

Lad os kigge på bevismaterialet.

Bevis 1 og 2: 15.000 milliarder og en klimaplan til solbriller

Bevis nummer ét. EU’s nye langtidsbudget.

Kommissionen vil have et budget på omkring – hold nu fast – 15.000 milliarder kroner! Og så sidder der ovenikøbet folk i Bruxelles nu, som er i fuld gang med at udvikle egne nye skatter, som de i ramme alvor vil pålægge borgerne i samtlige EU-lande.

Egne skatter! Kære venner, i min gamle branche stiftede jeg også bekendtskab med folk, der kommer og kræver penge for at “passe på dig”. Her kaldte vi dem, det de var – kriminelle

Nye EU-skatter er selvfølgelig aldeles uacceptabelt og skal bekæmpes med næb og kløer.
Hver eneste krone i det budget er tjent af en sygeplejerske i Ringkøbing. En tømrer i Lemvig. En landmand i Thy, der har været oppe siden klokken fem. Det er DERES penge.

Bevis nummer to. Energipriserne.

Jeg sidder i udvalget for industri og energi. Og der har jeg lært, at man i Bruxelles kan lave en klimaplan, der er så grøn, at den kun kan læses med solbriller. Og så dyr, at Hr. og Fru Jensen skal slukke for varmen for at betale den.

Når fabrikken i Herning lukker og flytter til Kina, så er det ikke godt for klimaet. Så er det bare dårligt for Herning.

Bevis 3: Grænsen

Bevis nummer tre. Og nu bliver det alvor.

Grænsen.
I Europa bliver tre ud af fire illegale migranter eller asylsøgere hængende, selv om de har fået besked på at rejse hjem. Tre ud af fire!

Hvis politiet kun fangede hver fjerde indbrudstyv og sagde “nå, det var da ærgerligt,” så ville vi blive fyret. Og det med rette.

Da de begyndte at tale som Dansk Folkeparti

Men nu skal I høre. For i sommer skete der noget, som selv overraskede en garvet efterforsker som mig.

EU blev enige om en ny hjemsendelsesaftale.

Og jeg måtte læse den to gange. For der står ting i den, som Dansk Folkeparti har sagt i 25 år.

At lande kan lave hjemsendelsescentre uden for Europa.

Kan I huske, hvad de kaldte os, da vi foreslog det? Vi var racister, og vi blev aldrig stuerene, fik vi at vide.

At farlige kriminelle kan få indrejseforbud på livstid.

At de, der ikke har ret til at være her, rent faktisk også sendes ud igen.
Kære venner. I politiet siger vi: Når de mistænkte begynder at tale som dig, så ved du, at du er på rette spor.

Reelt kunne vi i Danmark, takket været vores retsforbehold, for længst have sat de her ting i gang – hvis vi ellers havde haft en regering med mod og mandshjerte. Det har vi desværre ikke. Men ikke desto mindre er det her et markant skridt i den rigtige retning set med europæiske briller.

Så jeg er glad. Men jeg er ikke naiv.
For et papir sætter ikke nogen på et fly. Og en aftale i Bruxelles lukker ikke Kærshovedgård.

Det er ligesom en arrestordre. Den er ikke meget værd, hvis ingen tager ud og banker på døren.

Og hvem skal banke på døren? Danmark! Vi skal have permanent grænsekontrol. Kriminelle udviste skal sendes hjem. Og kan de ikke det, så skal de sidde bag lås og slå.

Punktum.

Dyr, overvågning og den mærkeligste sag i min karriere

Nå ja. Der er lige et par småsager mere.
Sag nummer 2. Dyrene.

Hver dag kører lastbiler tværs gennem Europa med heste, grise og køer. I dagevis. I 35 graders varme.

Og EU’s svar? En høring. Et arbejdspapir. Et møde om, hvornår man skal holde næste møde.

Dyr kan ikke ringe 112. Derfor gør vi det for dem. Vi vil have et opgør med de lange dyretransporter, turbokyllingerne, tyrefægtningen og halalslagtning uden bedøvelse.

Sag nummer 3. Overvågning.

I Bruxelles vil man nu til at kigge med i helt almindelige menneskers private beskeder.

Hør her. Jeg har fanget kriminelle i ti år. Det gjorde vi med gode efterforskere og dommerkendelser.

Ikke ved at læse med, når Fru Jensen skriver til sit barnebarn:
“Husk hue. Kh. mormor.” Med tre hjerter og en aubergine – fordi hun ikke aner, hvad en aubergine betyder i en sms.

Sag nummer 4. Den mærkeligste sag i min karriere.
Venner. Jeg har ransaget rockerborge. Jeg har været i lokaler, hvor man tog lugten med hjem i tøjet i en uge. Men intet. INTET. Har været så skørt som en tirsdag i Strasbourg.

I Parlamentet har jeg har stemt om, hvorvidt ordet “kvinde” skal skiftes ud med “person med livmoder”. Jeg har mødt folk, der kæmper for, at duer ikke skal kaldes flyvende rotter – fordi duer også har følelser.

Og så har jeg ikke engang fortalt om tolkene. 24 sprog. Jeg sagde en dag på et møde, at noget var “helt ude i hampen”. Jeg kunne se på den franske kollega, at det kom ud som noget med narkotika.

Så den sag åbnede jeg lige ved et uheld.

Vi skal give Danmark videre til vores børn

På falderebet vil jeg fortælle jer om det, der betyder allermest for mig.

Jeg er vokset op på en gård i Ryde. Da jeg var barn, gik jeg med ud i stalden om morgenen. Det var koldt. Det lugtede. Og der var ingen, der spurgte, om man havde lyst.

Men jeg husker, at jeg engang spurgte min farmor, hvorfor vi skulle knokle så meget. Og hun svarede noget, jeg aldrig har glemt:

“Det her er ikke kun vores. Vi låner det bare. Og vi skal give det videre i bedre stand, end vi fik det.”

Det er det, Danmark er.

Vi ejer det ikke. Vi har lånt det. Af dem, der byggede det. Af de ældre, der knoklede. Af de veteraner, der tog uniformen på og rejste ud for os. Og af de 44 unge danskere, der aldrig kom hjem fra Afghanistan.

Og vi har lånt det af vores børn.

Da jeg skulle stemme i marts, tog jeg min store søn med. Og da vi gik ud fra valgstedet, tænkte jeg: Engang står han med nøglerne til det her land.

Og når den dag kommer, så vil jeg kunne kigge ham i øjnene og sige: Her er det. Det er stadig jeres. Grænsen er stadig jeres. Pengene er stadig jeres. Friheden er stadig jeres. Og Dannebrog vajer stadig over et land, der selv bestemmer.

Det er derfor, jeg tog til Bruxelles.

Ikke for den kolde kaffe til 4 euro.

Men fordi jeg lovede min farmor, at vi ikke skulle give gården videre i dårligere stand.

Og fordi jeg har lovet min søn, at der stadig er et Danmark at arve.

Så nej. Denne sag er ikke lukket.

Jeg er ikke færdig med at efterforske.

Jeg er ikke færdig med at stille de ubehagelige spørgsmål.

Og jeg er slet ikke færdig med at kæmpe for Danmark og danskerne.

Jeg har ikke uniform på mere.

Men jeg har stadig vagt.

Tak for ordet!