Alt var under kontrol. Videoerne viste noget helt andet.
Der findes øjeblikke, hvor man kan se præcis, hvor lidt EU i virkeligheden er værd, når det gælder. Ceuta i juli var sådan et øjeblik. En spansk by på europæisk jord blev løbet over ende, mens man i Bruxelles kiggede på og kom med tomme ord. Og nu, en måned efter, er der stadig tusindvis tilbage, virksomhederne ligger ned, og kvinderne tør ikke gå ud om aftenen. Det skal vi tale om, også selvom det er ubehageligt.
En reel invasion
Da titusindvis af ulovlige migranter over ganske få dage stormede grænsen til Ceuta, var det ikke en “grænsesituation” eller en “humanitær udfordring”, sådan som man forsøgte at kalde det. Det var en invasion. Der er ingen anden måde at beskrive det på, når så mange mennesker på så kort tid presser sig ind over en ydre EU-grænse, uden at nogen myndighed er i stand til at standse dem. Ifølge lokale myndigheder mistede omkring 100 mennesker livet i forbindelse med krydsningen. Det siger alt om, hvor fuldstændig ude af kontrol situationen var, og hvor lidt der stod i vejen.
Kvinderne i Ceuta har fortalt os, hvordan det føles
Der har været adskillige interviews med spanske kvinder fra Ceuta, og det, de fortæller, burde ryste enhver europæer. De beskriver en by, hvor de ikke længere tør bevæge sig ud efter mørkets frembrud, hvor de går andre veje hjem, og hvor trygheden ganske enkelt er væk. Forretninger lukkede deres døre, fordi det simpelthen var for utrygt og for farligt at holde åbent. Det er ikke en detalje i en større fortælling om migration. Det er dét, det hele handler om. Almindelige kvinder i et europæisk land fik frataget retten til at føle sig sikre i deres egen by, og der gik uger, før nogen med magt overhovedet ville anerkende det højt.
23 anmeldelser. Ni af dem mod børn.
Ceutas anklagemyndighed har siden massetilstrømningen registreret 23 seksuelle overgreb. Ni af dem var mod børn og unge mellem 14 og 17 år, og i fem af sagerne var der tale om penetration. Ofrene var i vidt omfang kvinder og piger blandt migranterne selv, altså mennesker der befandt sig i lejre og under forhold, hvor ingen beskyttede dem. Efter ti år i politiet med tung kriminalitet ved jeg, hvad det kræver at holde ro og orden, og jeg ved også, hvad der sker, når man mister kontrollen med et område. Det er nøjagtig dét, vi ser her. Man kan ikke på én gang sige, at man vil beskytte sårbare mennesker, og samtidig tillade en situation, hvor børn bliver forgrebet på, fordi ingen har styr på noget som helst.
Endnu flere penge til Marokko
Man skulle tro, det var en dårlig joke. Selvom Marokko lod tusindvis af migranter passere mod EU-territorium, har EU besluttet at øge finansieringen til marokkansk “migrationsstyring” oven på krisen. Vi belønner altså den part, der var med til at skabe problemet. Sådan opdrager man ikke børn, og sådan fører man i den grad heller ikke udenrigspolitik, for hvad er signalet? At jo mere pres man lægger på Europas grænser, jo flere penge kan man forvente at få. Samtidig gik dele af venstrefløjen tidligt ud og forsikrede, at alt var under kontrol. Det var det ikke. Lokale videoer viste lejre på strandene, i gaderne og migranterne gemte sig i massevis i bjergene, og i en af de optagelser, der gik viralt, stod folk og lo, mens en død delfinunge blev løftet rundt. Siden grænsen blev stormet, har der været reel kaos i hele området.
Vi skal turde beskytte vores egne, også når det er upopulært
Jeg er hverken kold eller hjerteløs, når jeg siger, at Europas ydre grænser skal håndhæves. Jeg er tværtimod dybt optaget af, at helt almindelige mennesker kan leve trygt i deres egen by. Det er præcis dét, der er på spil. Migrations- og asylpagten trådte i kraft i juni, og den er på papiret et skridt i den rigtige retning, men Ceuta er jo et pragteksempel på, at vi langtfra har gjort nok. Vi havde reglerne på plads, og alligevel kunne titusinder presse sig ind over en ydre EU-grænse få uger senere, uden at nogen kunne standse det. Permanent grænsekontrol og national selvbestemmelse er ikke hårdhed for hårdhedens skyld. Det er den mest grundlæggende form for omsorg, en stat kan vise sine borgere. Vi bliver nødt til at sige det højt, også når det bliver kaldt kynisk. For alternativet er, at endnu en europæisk by får lov at bryde sammen, mens vi står og leder efter et pænere ord for det, der foregår.
Hvad Ceuta bør lære os herhjemme
Ceuta er ikke en fjern historie fra en spansk enklave i Nordafrika. Det er en generalprøve på, hvad der sker, når man overlader kontrollen med sine grænser til et EU, der reagerer alt for langsomt og bagefter sender regningen til de forkerte. For det er jo netop det, der sker nu: EU vælger at belønne et land, som lige har brugt mennesker som pressionsmiddel mod Europa. Det er ikke kun spanierne i Ceuta, der har måttet leve med vold, voldtægter og utryghed. Nu skal resten af os også være med til at betale til dem, der stod bag. Der er ingen grund til at lefle mere. Vi skal have styr på de ydre grænser, og vi skal have permanent grænsekontrol. Danmark skal blive ved med at føre en fast udlændingepolitik, ikke fordi vi er bange for verden, men fordi vi har set prisen, når andre lande har givet slip.
Spanierne viser vejen
Midt i alt det her er der noget, som virkelig har rørt mig. Rundt omkring i Spanien har der været fredelige demonstrationer og happenings til støtte for Ceuta, i både de store byer og de helt små. Opbakningen blandt spanierne har været så stor, at selv fodboldklubber har markeret deres støtte til Ceuta før kampene. Der er noget dybt smukt i at se et folk stå sammen på den måde. Ikke i vrede, men i solidaritet med deres egne landsmænd. Det er præcis den slags sammenhold, vi har brug for i Europa lige nu.
