Hjemsendelser
Den sikreste og bedste løsning for alle
Fremtiden skal være dansk
Jeg er vokset op på en gård i Ryde ved Vinderup, hvor luften var frisk og dørene sjældent låst. Vi kendte vores naboer, og den tryghed var ikke noget, vi tænkte over, fordi den bare var der. Det Danmark eksisterer stadig mange steder, og det er netop derfor, jeg kæmper som jeg gør.
Som politikommissær brugte jeg mere end ti år på at efterforske rocker- og bandekriminalitet, narkosager og organiserede netværk, der gnaver sig ind i vores samfund. Jeg har ikke set konsekvenserne af årtiers fejlslagen udlændingepolitik fra et kontorvindue. Jeg har set dem på gaden, i efterforskningsrummene og i de sager, der aldrig burde have opstået.
En politikerklasse, der har svigtet
Det, der gør mig mest vred, er ikke kriminaliteten i sig selv. Det er, at den i så mange tilfælde kunne have været undgået, hvis de folkevalgte havde gjort det, de var valgt til at gøre. I stedet har politikerklassen i årtier ladet sig styre af et venstreorienteret moralpoliti, som har gjort det til nærmest umuligt at sige sandheden højt. Vi har prioriteret en falsk fornemmelse af det gode, moralske samfund over pligten til at beskytte de mennesker, vi er valgt til at tjene.
Det har kostet europæere livet. Det har givet tusindvis af ofre psykiske ar fra voldtægter og overfald begået af mennesker, der aldrig skulle have befundet sig her til at starte med. Dét kan vi aldrig gøre nok for at undskylde. Men vi skylder ofrene, os selv og fremtidige europæere at sikre, at det aldrig kommer til at ske igen, og det kræver, at vi nu træffer de beslutninger, som situationen faktisk kræver af os.
Vi er til grin for vores egne skattekroner
Vi har brugt milliarder på integrationsprojekter, sprogkurser og særbehandling, og resultatet er parallelsamfund, religiøse særhensyn og en stigende utryghed i gadebilledet. Men der, hvor systemet for alvor viser sit ansigt, er i den måde, vi håndterer dem, der allerede er blevet udvist. I Europa bliver næsten 80 procent af de afviste migranter, der er beordret ud, aldrig sendt hjem. I 2022 fik 422.000 afviste asylansøgere en udrejseordre fra EU, og kun 22,5 procent forlod faktisk landet. Resten blev hængende, og vi registrerer dem, efterforsker dem, dømmer dem og anker sagerne, mens regningen lander på Hr. og Fru Jensens bord.
Jeg har set det i praksis. En udvist kriminel narkohandler, registreret som udeblevet fra udrejsecentret hundredvis af gange, mens politiet løbende oprettede sag på sag. En udvist mand, der dræbte en 55-årig dansk kvinde, mens han kørte hasarderet og narkopåvirket, og som bagefter blev behandlet på sygehus på vores regning. Hvad er konsekvensen af den slags sager? En ny udvisning og retur til Kærshovedgård. Det er absurd, og det er dybt krænkende over for de danskere, der rammes.
Det er ikke nok bare at udvise
Mange politikere er vrede. De udtaler, at de er harmfulde og forargede, og så sker der ikke ingenting, fordi de selvsamme politikere er årsagen til, at kriminelle udviste kan gå frit rundt i vores land. De sætter internationale konventioner over danskernes sikkerhed, og det accepterer jeg ikke. Men lad mig også sige det, som det virkelig er: det er heller ikke nok bare at udvise folk, der har begået kriminalitet.
Vi er nødt til at vende udviklingen i en langt mere grundlæggende forstand, og det kan vi kun gøre ved at hjemsende mange af de migranter, som bor her i dag, men som i realiteten ikke ønsker at leve som os, ikke ønsker at være en del af vores fællesskab og aktivt modarbejder de værdier, vores samfund er bygget på. Kærshovedgård skal have lås på, det skal være langt nemmere at fratage statsborgerskab fra bandekriminelle og islamister, og vi skal tage et reelt opgør med de konventioner, der binder os.
Asylstop og behandling i nærområderne
Så længe asyl i Danmark er en levende drøm, har menneskesmuglerne et marked, og erfaringen viser os, at det er et fåtal af dem, der ankommer, som nogensinde rejser hjem igen, selv når forholdene i hjemlandet forbedres.
Asylansøgning er i praksis blevet en ensrettet billet til permanent ophold i Europa. Det betyder, at al fremtidig asylbehandling skal foregå uden for Danmark og helst uden for Europa. Flygtninge hjælpes langt bedre i deres nærområder, hvor de samme penge rækker til langt flere mennesker end her.
Permanent grænsekontrol
En stærk og permanent grænsekontrol er den mest basale forudsætning for, at et land kan kalde sig suverænt og reelt beskytte sine borgere. Det gælder ved Danmarks egne grænser, og det gælder ved Europas ydre grænser.
For så længe Europas sydlige og østlige grænser er hullet som en si, og migranter uhindret kan bevæge sig gennem det ene land til det næste, hjælper vores nationale kontrol kun begrænset, hvis vi ikke også kræver, at Europa investerer massivt i avanceret og teknologisk overvågning af de ydre grænser, så vi ved præcis, hvem der kommer ind i Europa, og hvem der forlader det.
Vi gør det af kærlighed
Det her handler om noget langt dybere og langt mere personligt end politik, det handler om kærlighed til det land, vi er vokset op i, de værdier vi har arvet, og den kultur vi skylder at give videre til dem, der kommer efter os.
Jeg tænker på mine egne børn, når jeg kæmper denne kamp. Jeg tænker på de generationer, der byggede det Danmark vi kender, dem der arbejdede, ofrede og kæmpede for at skabe et samfund bygget på frihed, fællesskab og tillid. Det ville være en skændsel mod dem at se passivt til, mens det langsomt eroderer.
Ingen andre gider kæmpe for dansk kultur. Det er en ubehagelig sandhed, men det er en sandhed. Medierne tier, de store partier ser den anden vej, og den der siger det højt bliver kaldt ekstremist. Men hvem tager ansvaret, hvis ikke vi gør? Hvem sikrer, at der er et dansk Danmark, når vores børn bliver voksne?
Det ansvar tager jeg på mig. Vi skal kunne se os selv og vores børn i øjnene, og det kræver at vi handler nu.