Panser i Parlamentet

Jeg indrømmer gerne, at det har været lidt af et kulturchok at gå fra byrådssalen i Holstebro til plenarsalen i Strasbourg. Jeg måtte også trække på smilebåndet, da vi skulle stemme om, hvorvidt ordet ”kvinde” skulle erstattes med “person med livmoder”. Der var faktisk medlemmer hernede, der stemte for det…!

Det er den slags EU-gak, man hurtigt lærer at ryste på hovedet af.
For idiotien ændrer ikke på, at jeg er her for at kæmpe for Danmark og danskerne. Mere Danmark, mindre EU er ikke bare et slogan for mig. Det er det, jeg kæmper for dagligt.
På godt dansk: Jeg er DIN panser i Parlamentet.

Og det er slet ikke umuligt. Vi så det for nylig, da Europa-Parlamentet vedtog den store hjemsendelsesreform, som åbner for udrejsecentre uden for EU. Set med europæiske briller er det et stort fremskridt. Nu får landene endelig redskaberne til at sende folk hjem. Og selv om Socialdemokraterne i Danmark nu praler af, at det er deres fortjeneste, så vil jeg bare stilfærdigt minde om, at dette er mangeårig DF-politik, der kun lod sig gennemføre, fordi højrefløjen i Europa kæmpede den igennem – afstemning efter afstemning.

Men her kommer den pikante detalje. Det, EU lige har vedtaget, kunne Danmark have gjort i går. Vi har vores retsforbehold. Vi kunne for længst have sendt de udviste kriminelle hjem eller låst dem inde. I stedet lader man stadig udviste og dømte kriminelle gå frit rundt i Danmark på skatteborgernes regning. Vejen har altid ligget åben for Danmark. Vi har bare manglet politikere, der turde gå den.

Vedtagelsen af hjemsendelsesreformen og højrefløjens styrkede samarbejde giver da også ubehag og sure opstød i de sarte fløjlsmaver på venstrefløjen.
Her forsøgte man ligefrem at indgive en officiel klage, fordi nogle på højrefløjen tillod sig at fejre beslutningen med et par drinks ved en sejrsreception.
Denne sejr understreger lige præcis, hvorfor jeg sidder i Bruxelles. Ikke fordi jeg elsker EU, men fordi nogen skal stå vagt, når andre kvit og frit vil overdrage vores selvbestemmelse til EU-eliten.

Det kommer du til at høre mere om. Der foregår nemlig en hel masse hernede, som du sjældent hører om i medierne. Sagerne, der bliver stemt igennem sent om aftenen. Forslagene, der lyder harmløse, men som i virkeligheden rykker endnu mere magt fra Danmark til Bruxelles. Og de gange, hvor jeg har set kolleger stemme stik imod det, de lovede vælgerne derhjemme.

Det får du bl.a. i mit nyhedsbrev. Her fortæller jeg direkte fra maskinrummet, hvad der sker, hvordan der bliver stemt, og hvad det betyder for dig og din hverdag. Ufiltreret og uden EU-floskler.

Lignende indlæg

  • |

    Alt var under kontrol. Videoerne viste noget helt andet.

    Der findes øjeblikke, hvor man kan se præcis, hvor lidt EU i virkeligheden er værd, når det gælder. Ceuta i juli var sådan et øjeblik. En spansk by på europæisk jord blev løbet over ende, mens man i Bruxelles kiggede på og kom med tomme ord. Og nu, en måned efter, er der stadig tusindvis…